Tilføjelser til DDP-hæftet:

Oversigt:

  1. Rugbrødsindsamlingen
  2. Meningsudvekslingen 1922
  3. Påskelejren 1960
  4. Fra dagbogen
  5. Fra en gammel Myre 4. Aarhus
  6. Borumlejren 1942 fortalt af Gyta Beck
  7. Ordre fra højere sted
  8. Oprettelse af ÅUF
  9. Kirsten Risom fortæller videre:
  10. Edit Knudsen fortæller videre
  11. Grete Villadsen fortæller videre
  12. Lidt om Drakenberghus
  13. Pigesøspejdere
  14. En tur uden mål

 

  1. Pigespejdernes rugbrødsindsamling

Efter den russiske revolution i 1917 var der stor hungersnød, og det gik ikke mindst ud over de mange fanger der var anbragte i fængsler eller lejre. Efter ca. 1½ år blev mange af lejrene opløst, og fangerne blev sendt i karantæne til Estland eller Finland hvor de også blev samlede i lejre. Der var madsituationen næsten lige så ussel. Og Spejderchefen AgneteBrochenhuus-Schack (”Grevinden”) tog straks affære. Jeg citerer her fra et brev fra Johanne Marie Willer, tidl. divisionschef i Sydjydske Division 1920:

”… I 1920 fik hun alle Landets Pigespejdere til at slide sig en Pukkel til ved at samle Spildbrød. Vi var ”Lapmænd” med Spande og Sække og Trækvogne og tog Gaderne fra en Ende af og Husene fra Kælder til Kvist.  … Vi afsendte 72 Tons tørret Brød.

Det var lidt af en Bedrift, for det var et væmmeligt Arbejde,

og vi har ofte bandet over Grevinden mange Gange under det, men vi holdt ud, for saadan ville hun det jo, og hun kunne belønne kongeligt med ærlig Ros og med en Pengegave der i al Stilfærdighed kom på et rigtig tørt Sted.”

Når der var samlet tilstrækkeligt skulle brødet skæres i mindre stykker og tørres grundigt – det påtog mange bagerier og brødfabrikker sig – dernæst skulle det tørre brød samles i de udleverede sække og fragtes til København hvorfra det sejledes til Finland/Estland. Sækkene med brød uddeltes i lejrene, og flygtningene kunne så udbløde det i vand og spise det eller gnave på det som beskøjter.

Pigespejderne deltog altså i indsamlingen, og der var ligefrem konkurrence om hvilken trop der kunne samle mest. De der fik de bedste resultater fik en plade til tropsstanderen som præmie for det gode resultat. Her var Horsens trop førende idet der blev indsamlet 67 kg tørret brød pr spejder, Fredericia trop 66,87 kg pr. spejder og de tre Aalborg-troppe 63,36 kr. pr spejder. Men der står også at bl.a. Aarhus har indsendt en opgørelse der viser at de har arbejdet med megen energi og alvor.

Spejderchefen var selv med til at bringe brødet ud i lejrene. I et af bladene fortæller hun om den besværlige og kolde tur (uddrag):

”… Med Damper tog jeg den 4. Februar til Finland – der var Forsinkelse p.gr. af en Del Is. Fra Ålandsøerne sejlede vi mellem de finske Skær i en ganske smal Rende af aabent Vand, ofte gik Folk eller kørte i Slæde saa nær ved Skibet at vi kunne tale sammen. Vi naaede Helsingfors, og efter en Nats Rejse naaede vi til Wiborg. Dér gik der to Dage med at faa alle de militære og civile Tilladelser, jeg maatte have for at kunne færdes ved Grænsen, hvor der var Krigstilstand. … Det var min Mening pr. Slæde at komme derfra til Ingermanland, hvor 7000 Flygtninge og det russiske Røde Kors Hospital var. Der var nok 70 km, men det haabede jeg at køre paa en Nat, og saa vandt jeg en Dag derved. Men Kommandanten sagde straks, at det var ugørligt, der var for megen Sne, dernæst at det var forbudt at færdes i de Egne om Natten, og jeg risikerede at blive skudt. … Tilbage til Wiborg og Tog derfra næste Morgen. Kl. 6 i Mulm og Mørke mødtes jeg med to Repræsentanter for russisk Røde Kors og en for det amerikanske, og saa rullede vi den lange Vej. … Ved den næstsidste Station var der en stor Bro, der var sprængt under Borgerkrigen og nu igen havde faaet en lille Omgang – man var ikke klar over, om Toget kunne køre over. Men vi kom over og naaede sidste Station før Grænsen kl. 12 Nat, og vi blev indkvarteret på det russiske Lazaret. … Kl. 11 næste Dag kom Slæden og den Dame der skulle ledsage mig, en Præstefrue, hun og Manden, han døende, var selv Flygtninge og fattige som de andre, dog tog hun hver Dag rundt til Fods eller i Slæde til de andre 7000. … Det var koldt og megen Sne. Hvert Øjeblik var jeg sikker på at vælte, thi vi kørte på Kanten af Snedriver 5 Meter høje, men Kuskene var dygtige og altid kom vi godt over.

Nu var jeg paa selve Grænsen, ikke 80 km fra Petrograd og jeg kunne se langt ind i Rusland med flere afbrændte Landsbyer. Vi kørte 4 km ind over Grænsen til Hærens yderste Post i en af de afbrændte og plyndrede Landsbyer, Soldaterne bød os indenfor og bød på The, efter gammel russisk Skik med Samovaren på Bordet. … Derefter kørte vi tilbage til Hospitalet og ankom kl. 5, hvor vi fandt alle optaget af at udlæsse af Jernbanevognene: vort Brød. Det var med en egen Følelse, jeg gensaa de Sække, jeg selv havde staaet hjemme og snøret til. Stolt var jeg, da jeg saa hele Lejren gaa og gnave af vort Brød og høre hvor dejligt det var. At der trængtes til det saa jeg paa min Slædetur. …

Næste Morgen kl. 4 tog jeg den samme kedelige Tur ene hjem. Mine Rejsefæller paa Udturen blev for at dele Brødet ud til alle i Hytterne. … At det var Børn, ja Pigebørn, der havde samlet og slæbt alt det dejlige Brød, ville de daarligt tro. I kan tro, at mangen taknemmelig Tanke gik til jer fra alle de sultne Mennesker, I maa være glade over, at I har kunnet gøre godt, som I har gjort. Jeres Brødindsamling var en rigtig good-turn!

Vær altid parat, naar I kan lindre andres Nød, spar saa ikke jer selv, men vær som ægte Spejder altid beredt.”

Chefen

 

I 1920 havde spejderchefen en god oplevelse under en togrejse. Hun sad i kupé i natekspressen gennem Jylland sammen med to ældre landmænd og en yngre håndværker. De talte om mangt og meget, og kom så også til at tale om bolsjevismen. Den unge mand fortalte at han havde siddet i bolsjevikfangenskab i 1½ år, bl.a. fortalte han om hvad de havde fået at spise, nemlig meget små brødrationer og lunkent vand. Brødet var bagt af savsmuld og halm og lidt mel, og mange af fangerne døde af sult. Han slap ud af fængslet og nåede til Reval i Estland hvor han skulle være i karantæne i et par måneder. Dér kneb det næsten endnu mere end i Moskva med at få noget at spise. og der var bogstaveligt talt intet, hverken føde eller klæder.

Så en dag kom der en sending tørt brød fra Danmark – det kom med mange forskellige bynavne på sækkene og det var blevet sejlet over med DFDS. Han fortalte at det var det bedste han havde fået i flere år, for det var rigtigt brød og ikke halm, og når det blev opblødt fyldte det ca. 3 gange så meget. Og sækkene kunne bruges til at lave tøj af.

De tre mænd snakkede om hvor det brød mon kom fra – affald fra brødfabrikker, f.eks.; men så kunne chefen ikke længere lade være med at blande sig, og hun fortalte hvordan det rugbrød var blevet til, hvordan store og små pigespejdere havde samlet og behandlet det.

”Da den unge Mand hørte det, vidste han ikke alt det Gode han skulle ønske for Pigespejderne, han bad mig bringe baade hans egen Tak og Tak fra de mange andre, som havde været i Lejren sammen med ham. Det var ikke faa Mennesker, der var blevet reddet af det Rugbrød.

Jeg blev saa vældig glad. Jeg syntes at havde vi danske Pigespejdere ikke udrettet andet end denne ene Ting, saa havde vi da udrettet noget godt.”

 

  1. Meningsudveksling i 1922

 

 Meddelelse                                                                                        Aarhus, den 30. November 1922

Til Tropsraadet for — Trop

Undertegnede Tropsraad for II Aarhus Pigespejdertrop tillader sig at bringe til Deres Kundskab, at vor Trop er udtraadt af Dansk Pigespejderkorps. Beslutningen herom er taget paaGrund af Divergenser med Dansk Pigespejderkorps’ Bestyrelse og efter talrige forgæves Forsøg paa at faa disse bilagte. Da det nystiftede Spejderforbunds Program falder nøje sammen med vor Opfattelse af Spejdersagen, hvilket fremgaar af vedlagte Programomtale, har vi dernæst indmeldt os under dette, hvis Chef, Kapt. Helge Bennike i Skrivelse af 9. Oktober har taget vor Indmeldelse til Efterretning. II Aarhus Trop er den første Pigespejdertrop, der har fundet Optagelse i det nystiftede Spejderforbund, og vort Maal er at kunne danne en selvstændig Pigespejderorganisation, sideordnet med Drengeorganisationen, som foreløbig – indtil Tiden lader vor talmæssige Styrke vokse – giver os Ly i et administrativt og organisatorisk Tilflugtssted. Saafremt Spejderforbundets Love vil have Interesse for Dem vil disse ligesom enhver nærmere Oplysning om Dansk Pigespejderforbund blive Dem tilsendt ved Henvendelse til førnævnte Kapt. H. Bennike, Dansk Spejderforbunds Kontor, Vester Voldgade 115, København.

Skulle nogen Trop ønske nærmere Redegørelse for II Aarhus Trops Forhold overfor Pigespejderkorpset og Bestyrelsen er Tropsraadet villig til at tilstile dem en saadan med Udskrift af de vekslende skrivelser.

Fru Sagfører Sebbelow, Riis Skov, Fmd.

Fru Grosserer Hammerich, Riis Skov

Fru Ingeniør Kramhøft, Riis Skov

Fru Pastor Wagner, Aarhus

Fru Billedhugger Ølsgaard, Aarhus

Korpset meddeler:

Da Tropsraadene og enkelte Tropsførere i Det Danske Pigespejderkorps har modtaget ovenstaaende Skrivelse, vil jeg ikke undlade at meddele, at II Aarhus Trop oprindelig ikke erudtraadt af Det Danske Pigespejderkorps, men at Bestyrelsen har opløst II Aarhus Trop – saadan at denne Trop for Det Danske Pigespejderkorps er holdt op med at eksistere siden den 22. Maj 1922. Grunden til at den blev opløst var denne, at alt Samarbejde var umuligt mellem Bestyrelsen og Troppens Ledelse, hvorimod det blev Spejderne tilbudt at gaa over i I Aarhus Trop.

Jeg vil ikke komme ind på nogen Kritik at ovenstaaende Opraab – idet jeg synes at en Henvendelse til Tropsraadene bagom Bestyrelsens og Chefens Ryg dømmer sig selv – men jeg vil dog bemærke at Det Danske Pigespejderkorps er sin egen Organisation og hverken staar under Spejderforbundet eller Det danske Spejderkorps – og de Spejdere, som maatte ønske at blive optaget under Spejderforbundet, vil i Fremtiden ikke have Ret til at anlægge vores Uniform eller staa i det Danske Pigespejderkorps.

  1. December 1922

Lucie Marie Reventlow

Formand for Bestyrelsen

  1. Påskelejr i 1960

 

Blåmejselejr i 1960

Der er i 7. Aarhus’ dagbog et referat fra 2. og 7. Aarhus-blåmejsers påskelejr 1960 i Ravnsøhytten.

De var af sted fra skærtorsdag til og med 2. påskedag, og der fortælles om ”en lille rask rengøring” af hytten før de kunne spise den medbragte mad. Næste dag efter oprydning ud for at se på omgivelserne – og om eftermiddagen var der cacao og friskbagte boller, lavet af de medbragte ”tanter”.

Lørdag atter tur for at blive lidt mere kendt med omgivelserne, og det var ikke uden grund, for søndag var der arrangeret et løb rundt om Ravnsø. Selvfølgelig drattede et par blåmejser – det var Karin og en fra 2. Aarhus – i en å som de skulle over. – Men det hold blev så slået samen med et andet, og alle kunne fortsætte hele den 15 km lange tur. Ingen var trætte, står der!

Mandag var der gensyn med familierne på Rutebilstationen i Aarhus efter en dejlig tur.

 

  1. Fra Dagbogen

 

1945 Parade for Englænderne

 

 ”kan I så komme ind derude!” Hølle stod og kommanderede med troppen, for Griss Lunde kunne ikke komme. Vi havde stillet vore cykler ind i lokalet og låst. Vi marcherede op til Universitetet hvor vi ventede et stykke tid, derefter stillede vi op og gik ind på græsset. Fanerne blev rullet ud og divisionschefen (Eva Dahl) kom spadserende sammen med Major F.V.Denton.image002(1)

Så holdt divisionschefen en tale på engelsk som hun bagefter oversatte, og derefter Major Denton, og hun oversatte også. Men det sjoveste ved det hele var når englænderne kommanderede, så skreg de sådan, det lød så skæg at vi var lige ved at dø af grin. Men eksercere – det kunne de.

Efter det marcherede vi over til en af bygningerne hvor vi skulle se Filmen fra Rold for tredje gang, den var knippel god – bare lidt kort. Så gik vi tilbage til Studsgade. Men ak – døren var låset og vi kunne ikke få den op. Vi prøvede længe, men den var og blev låst. Så prøvede vi vinduet, men det var haspet. Der stod vi nu og asede med døren, andre med vinduet. Endelig gik vinduet op og Betty for ind for at låse døren op. KNAK! Nøglen brækkede. Nu var der ikke andet at gøre end at tage cyklerne ud ad vinduet. Hølle, Betty og et par stykker til drejede styret og smed dem ud af vinduet. Så måtte vi selv om resten. Men vi fik dem da ud alle sammen. Og kørte hjem i en farlig fart, for klokken var over 10.

(foto af englændere)

1945 – Travetur for førere, ”ud i det blå”. Den gik fra Ceres-broen, vi ville gerne sejle, men vi måtte ikke. Vi gik til Brabrand bakker hvor der blev uddeling af krummer af rigtig chokolade. Videre til Constantinsborg hvor vi spiste vores mad. Hølle og jeg (”Bette Hølle”, Inger Hørlyck) satte mælken i en bæk til afkøling. Ved Viby Høskov var en eng hvor nogle plukkede Engkabbelejer mens vi soppede i vand til knæene. På vej til Viby red Betty, Kirsten og jeg på ”kamel”, men faldt hele tiden af. Vi fik vand i Viby hos Hølle og mig, derefter mod Aarhus. I Kongsvang købte vi en is, den smagte så godt at vi købte en til. Ved rådhuset var vi 4 tilbage, de andre var faldet af efterhånden. Så fat i cyklen og hjem.

 

  1. Fra en gammel Myre i 4. Aarhus

Da jeg har lagt Mærke til at der under ”hvad vi oplever” saa sjældent er noget fra Aarhus faar jeg Lyst til at fortælle om vor sidste Weekend.

Ved et Patruljemøde fik vi Lyst til at komme på en Weekend-tur. Det skulde ikke være en helt almindelig Weekend, og derfor gik vi over på Banegaarden, slog op i Telefonbogen, satte en Finger og fik Proprietær Müller, Hjortshøj. Vi ringede op, og langt om længe fik vi en Samtale med Fru Müller som gav os Lov til at sove i deres Lade.

Om Lørdagen mødtes vi på Østbanen og var så heldige at faa ….. Staapladser.

Da vi kom til Hjortshøj besøgte vi Bageren og befriede ham for de fleste af hans Napoleonskager. Da Kagerne var spist marcherede vi ud ad Landevejen. Det regnede, men vi tog det med godt Humør.

Da vi naaede Gaarden blev vi vist over i Laden, hvor vi spiste vores medbragte Klemmer. Derefter gik vi en lang Tur.

Da vi kom hjem inviterede Fruen os til Aftenkaffe. Da Kaffen og Kagerne var fordøjet gik vi over i Laden og krøb i Poserne. Mimmi fortalte Spøgelseshistorier saa det løb os koldt ned ad Ryggen. Kvik og jeg laa yderst. Pludselig hører vi nogle mistænkelige Lyde, og vi farer op til de andre hvor der ikke var megen Plads, saa vi laa som ”Sild i Tønde”. Snart sov vi.

Næste morgen fortalte Røgteren at tre Køer havde revet sig løs om Natten inde i Kostalden. Sæt Døren ind til os havde staaet aaben …..!

Opad Formiddagen fik vi Lov til at faa en Ridetur på Hestene. 4 Spejdere skulle først prøve. De red stolt op ad Markstien . Pludselig var der en Hest der spjættede lidt med Bagbenene, og en ”meget lille Spejder” sad på sin Hale på Jorden.

Til Middag fik vi Bøf og Æblegrød.

Før vi skulle hjem fik vi igen Kaffe og vi takkede naturligvis Værtsfolkene for deres store Gæstfrihed.

                                                                                          en gammel Myre

  1. Aarhus

– citeret fra PIGESPEJDERNE, 1945

  1. Gyta Beck fortæller videre

1942 var vi på lejr ude i Borum hvor der lå en vandmølle, en rigtig møllergård. Vi lå på en dejlig mark. Der var forældredag hvor familien kom cyklende derud, og så skulle vi rigtig vise hvad sådan nogle spejdere kunne lave, f.eks. var en tom kiksdåse god til at bruge som ovn, man bagte fine småkager i sådan en. Jeg blev veninde med en af døtrene på gården, så jeg var senere på besøg. Der var koldt derude om vinteren, men så var der lagt en varm mursten i min seng så jeg ikke skulle fryse.

Efter mødelokalet i Studsgade var vi en tid i Sdr. Allé og så et par år i Mejlgade. Studsgade var dejligt nær Paradisgades is, så vi kunne lige nå at få en is inden hjemturen. Vi fik senere lokale i Ny Banegårdsgade. Inde i gården ved bageren stod cremen til afkøling i nogle spande, jeg tror ikke de kunne have fået en glad smiley i dag!

Hvert år i julemåneden skulle vi lave ”julegoodturn” – hver patrulje fik navn og adresse på en familie der havde brug for hjælp til at holde en god jul. Det år hvor jeg var blevet udnævnt til patruljefører besøgte jeg sammen med min veninde en familie der boede oppe i husvildebarakkerne – vi skulle høre lidt om familien, hvor mange børn osv. Jeg tror der var 5 børn i alle aldre og en arbejdsløs far.

Der blev samlet meget ind. Spejderne var mest børn fra velhavende hjem, så der var meget godt brugt tøj. Vi samlede penge ind ved at lave basar, så det var en stor tøjkurv med varer der blev gjort klar. Alle fik en julegave –

  1. juledag ringede det på døren i mit hjem, det var moderen der kom og viste mig en fin frakke hun havde syet til et af børnene. Så blev man rigtig glad for det arbejde man havde lagt deri. Det var mere trist en anden gang hvor der ikke var nogen hjemme da vi kom med vores julekurv.

Hvert år i januar havde vi Nytårsparade. Det var i fuld galla, hvilket for pigerne vil sige uniform: lange brune strømper og blå uniform med gallasløjfe, vi kunne dog have en bluse under – jeg mener at nogle af drengespejderne mødte i korte bukser. Og det var nogle meget kolde vintre vi havde under krigen.

Vi mødtes f.eks. ved den katolske kirke i Ryesgade, og så marcherede vi til Domkirken med faner og fuld musik, der var nok især trommer. Det var senere pigespejderne fik et godt orkester, en af mine spejdere Bodil Holst var Tambourmajor.

  1. juli 1944 skete en af de største katastrofer i byens historie. Nede ved havnen var man ved at indlade noget ammunition, der var flere hundrede tons om bord på skibet. Antagelig ved et uheld sprang hele ladningen i luften. Hele det store skib blev kastet op på kajen og landede sammen med en jernbanevogn på taget af en etetages lagerbygning. Jeg var på Mols hvor vi kunne høre braget, man vidste blot ikke hvad der var sket, der var ingen telefon at komme til.

Skolegangen var også noget mærkelig i den tid. Tyskerne havde taget den skole jeg gik i, og gymnastiksalen blev brugt til heste. Så en formiddag var vi på el-værket, en eftermiddag påChristiansgades skole og så på Læssøesgades skole.

Da der blev ordnede forhold igen marcherede vi med faner i spidsen tilbage til vores skole, Fjordsgades skole, det var den 20. september 1945.

Under krigen måtte kun ganske få køre bil, alle sporvogne var sprængt i luften, cykeldæk var næsten ikke til at købe og dækkene var så småt ved at være helt færdige. Når vi var på cykeltur var der mindst én der skulle lappe cykeldæk.

Det var svære tider for spejderne i en by, men der var også gode ting. F.eks. når patruljen gerne ville på weekend gik vi, hele patruljen, over på banegården og ind i telefonboxen, fandt en lille by ikke så langt væk, så satte vi fingeren på et nummer, præsenterede os og spurgte om vi måtte komme og sove i deres lade i weekenden, utroligt at de gav os lov uden at kende os. Så cyklede vi glade af sted når vi havde fri lørdag – vi gik jo dengang i skole om lørdagen. Når vi så lavede mad kunne det hænde at husmoderen kom med et par æg til vores koldskål.image004

Der var korpslejr i 1946, den foregik i Korinth på Fyn hvor vi lå på markerne til Brahe Trolleborg. Vi kom med tog, det var særtog og der var mange problemer, men det var jo meget spændende at møde så mange spejdere. Der var mange oplevelser, en stor parade og også lejrbålene om aftenen. Det var ikke lige godt vejr, en gang var vi ved at svømme væk i vores lejr, men så kom vi over i en stor lade for at sove. Kronprinsesse Ingrid og Lady Baden–Powell var der også. Vi var også på natmanøvre, der var en kammerat der blev dårlig, så vi lavede en båre og fik hende til et sted hvor vi kunne ringe til lejren og blive hentet.

I 1948 var jeg på nordisk førerlejr i Aabenraa, det blev en stor oplevelse med ledere fra alle de nordiske lande fordelt og blandet i mange lejre. På den måde kom vi jo til at kende hinanden godt.

Så havde de fundet på at jeg skulle være køkkenleder – nå skidt, det gik da, jeg skulle for det meste sætte de andre i gang.

I 1948 blev jeg seniorspejder, vi var en stor flok der havde megen glæde af de forskellige ting vi gik i gang med, især da det blev besluttet at sætte et teaterstykke op, det var ”Sparekassen” af Henrik Hertz, og jeg kan vist sige at det blev en stor succes. Vi havde altid til vore fester en fru Dørr, hun var meget god til at hjælpe med at få noget godt ud af det, hun var skrap, men sød.

Vi skulle også lære takt og tone mm. Det blev vores divisionschef fru professorinde Dahl der skulle lære os borddækning, lave mad og hvad der ellers hører til en fin fest.

I 1949 – på troppens 13-års fødselsdag blev troppen delt, og 10. Aarhus blev dannet. Agnete Elmquist blev tropsfører og jeg tog mig af blåmejserne. Vi fik mødelokale i en kælder på Sdr. Ringgade. Vi havde en fin fest hvor blåmejserne opførte ”SvendÆrlig”. Vi lavede selv dragterne.

I 1952 flyttede jeg til København, jeg prøvede at møde på spejderhuset, men det var ikke rigtig noget for mig.

Da mine børn blev KFUM-spejdere blev jeg lokket til at være flokfører, det var jeg et par år, men de var lidt for støjende, jeg havde selv 3 af slagsen hjemme. I stedet blev jeg blåmejsefører, et job jeg havde rigtig megen glæde af i mange år.

Det er en fritidsfornøjelse jeg godt kan anbefale til dem der ikke har nået det endnu.

 

  1. Ordre fra højeste sted!

Tropsrådsformanden

  1. Risskov trop DDP

I anledning af Risskov kirkes 25 års jubilæum søndag den 29. november 1959 afholdes der en festgudstjeneste i kirken kl. 10, hvor stiftets biskop, dr. theol. Skat Hoffmeyer, skal prædike.

Vi ser gerne at samtlige de ungdomsorganisationer, der har tilknytning til kirken lader deres faner paradere omkring alteret under gudstjenesten og beder Dem hermed venligst drage omsorg herfor.

De bedes stille senest kl. 9.45 og melde sig hos kirkebetjenten.

Med venlig hilsen

for festkommiteen

NN

Svar udbedes venligst.

– og ja, de mødte op.

  1. Aarhus-ungdommens fællesråd, ÅUF

Referat bragt i PIGESPEJDERNE i 1959:

Dette fællesråd er dannet af Århus kommune der har ønsket at danne en sammenslutning af alle organiserede ungdomsforeninger og –korps med det formål bl.a. at afhjælpe de økonomiske vanskeligheder o.lign. (lokaleleje).

Fællesrådet indbød ledere af de tilsluttede organisationer til weekend-stævne på Hald Hovedgård ved Viborg 31. januar til 1. februar 1959.

Fra DDP mødte vor repræsentant i fællesrådet Grete Løchte samt de 4 divisionschefer. Desuden sås repræsentanter fra de 3 andre spejderkorps, FDF, FPF, DUI, Dansk Kvindesamfund, KFUK og KFUM samt de politiske organisationer.

Umiddelbart efter velkomsten gik vi til foredragssalen for at høre om ”Ungdommen udenfor foreningerne”.

Søndag morgen samledes man atter i foredragssalen hvor skoleinspektør Dethlefsen, Århus, indledte en diskussion om ”Opdragelse til medborger”. Forsamlingen deltes i 4 grupper der gik hver til sit for at diskutere spørgsmål som: grundsynspunkter for hjemmenes opdragelse af børnene, skolens målsætning, forskellige medborgerlige spørgsmål, ungdomsorganisationernes øjeblikkelige problemer: 1. Er målsætningen for snæver? 2. Er arbejdsstoffet det rigtige? 3. Er arbejdsformen den rigtige?

Det var tydeligt at vi kendte alt for lidt til hinandens formålsparagraffer og som følge deraf havde svært ved at udtale os uden at blive misforstået. Bagefter viste det sig at alle grupper havde fået politiske ledere, og det skal villigt indrømmes at vi havde noget svært ved at genkende vore egne udtalelser, det kom til at ligne det sædvanlige man hører ved politiske vælgermøder.

Det var også den ejendommelige opfattelse af spejderførere som ”dem der tager ud og ligger i telt med børnene”, og en spejderudtalelse om at vi forsøger at give børnene sunde interesser blev imødegået med ”Så kan man jo diskutere hvad ”sunde” interesser er.”

Og det kneb for de politiske organisationer at forstå at vi ikke kendte til organiserede meninger inden for spejderbevægelsen.

Grethe Løchte – som refererede – havde håbet på et mere almengyldigt resultat i stedet for det politiske ordskvalder det mundede ud i…

Stævnet var yderst veltilrettelagt, i hyggelige omgivelser og med gode foredragsholdere, stemningen var god og humøret højt hele tiden. vi lærte ikke hinanden ret meget at kende, men vi fik ”følt hinanden på tænderne” og blev klar over at der hersker en himmelråbende uvidenhed mht. ”de andre”. Og derfor var vi så glade for stævnet, og nu bliver det fællesrådets største og første opgave at hjælpe os over disse vanskeligheder.

Det er altid rart at blive klogere – og ih, hvor vi trænger til det!

Grete Løchte

  1. Kirsten Risom fortæller videre

Der var mange troppe omkring Harald Jensens Plads, og det blev efterhånden svært at rekruttere. Så omkring 1970 flyttede troppen til Holme. I 1973 flyttede jeg til Aalborg, og Merethe tog over igen, men troppen led snart en stille død.

  1. Århus hørte under Ådal Division. I 1960 var Litten Hammershøj divisionschef. Jeg kan tydeligt huske, da jeg som 12-13-årig skulle møde hos divisionschefen for at blive overhørt i 1. kl. prøven. Omkring 1962 – til en Sct. Georgs Parade tror jeg – tog Storm (Mildred Storm Pedersen) over som div.chef, en post som hun bestred til kort før sammenlægningen, hvor Marianne Rolander tog over. På et tidspunkt – spørg mig ikke hvornår – blev de tre ”gamle” divisioner omdannet til to – Øst- og Vestdivisionen. Ved sammenlægningen blev der igen dannet tre divisioner.

Storm var på mange måder en foregangskvinde. Allerede omkring 1970 var Ådal Division ”forlovet” med Daldivisionen. Det var fortrinsvis på seniorplan, og jeg husker mest et samarbejde med 12. og 7. Århus drenge. Det var også sidst i 60’erne, at de gule knyttede seniorfløjtesnore blev til. De var nærmest et statussymbol. Et af de fællesprojekter var lejren ved Moesgård, hvor Nausten blev klinet færdig, og hvor der var mange andre aktiviteter som brikvævning, knytning, pottemageri – produkterne blev brændt i en mile – og føj for en stank! Jeg er ikke sikker på, hvor mange år denne lejr blev holdt, men jeg mener, at jeg var med i lederteamet i 2 eller 3 år, sidste gang i 1972 (Det år, hvor mærkelige lyde vækkede mig, og mit telt var ved at vælte. Det var en ko, der havde besluttet, at græsset under mit telt skulle tjene til dens morgenmad). Det var et projekt under Moesgård Museums auspicier.

På landsplan var der også fuldt samarbejde, næsten sammensmeltning. Hos os var det sådan, at hvert distrikt havde en seniorkomité. 2 repræsentanter fra hvert distrikt sad i det landsdækkende seniorudvalg, der holdt nærmest alle møder sammen med drengenes Skovmandsudvalg og Roverudvalg.

I midt-60’erne forsøgte vi i 7. Århus at få noget søspejderi op at stå. Det blev aldrig rigtig til noget, men de af os, der ikke kunne sejle, gik da til navigationskursus m.m. Vi fik lavet så meget ravage på korpsplan, at det daværende seniorudvalg med Bente Øst i spidsen valgte at afholde et af deres møder i Kløverhytten, så de kunne se os an.

I 60’erne var det ikke altid lige velset, at piger og drenge blandede sig. I 1963 afholdt de gule drenge en jamborette ved Moesgård strand. Da vi – en 3-4 stykker – en aften blev budt på uspiselig aftensmad, tilbød vi at komme næste aften og lave mad. Om aftenen hyggede vi os så omkring bålet. Der måtte ikke være piger i lejren efter kl. 20 (tror jeg nok), så vi lånte en gul spejderhat for ikke at blive opdaget. Stor opstandelse, da nogle forældre ringede til lejren for at spørge, om deres datter var der. Vi blev smidt ud med fynd og klem.

Vi brugte Kløverhytten meget til møder, weekender, divisionsturneringer m.m., og jeg husker nogle selvfølgelig sjove men også ret forfærdelige rengøringsweekender, hvor bl.a. væggene i køkkenet blev vasket af med ren salmiak.

Sølvøkseløbet var en helt særlig årligt tilbagevendende begivenhed – oprindeligt kun for piger (blå som grønne) og arrangeret af Sct. Georgs Gilderne. Man skulle være 15 år, men kunne få dispensation, hvis man havde – jeg kan ikke helt huske – 1. kl. prøven eller riddersnoren. Det var et must at være med. Og vi var meget stolte det år, da vi i 7. Århus drog hjem med sølvøksen.

De store nytårsparader var et rigtigt show. Alle byens spejdere på march gennem byen med faner og orkestre. Og med gudstjeneste i Domkirken. Også på valdemarsdag var der stor flagparade gennem byen til Rådhuset.

Der var masser af førertræningsaktiviteter i byen. Patruljeledertræningen foregik mest på Elise Smidts Skole, men der blev også afholdt lejre. Jeg kan huske en på Ryekol. Min dagbog siger, at det var i 1962, og at den var på distriktsplan, for Krittevit (Esther Hvidtved Larsen) var lejrchef. Der var 160 deltagere. Senere – omkring 1968-1970 – var der en på Vork. Om vinteren blev der afholdt førertræningskurser på Hotel Ansgar. Der var stor tilslutning, så alle må have været udkommanderet.

Hotel Ansgar blev også brugt til møder. Det var dengang byens afholdshotel, og måske var det billigt.

Alle troppe deltog naturligvis i de store landslejre – jubilæumslejre.

I 1964 blev der afholdt distriktslejr ved Grenaa med Krittevit som lejrchef. Anne Sofie Hermann var ovre og lede underholdningsslagets gang til det store lejrbål. Det var på den lejr, at marmelade næsten blev et skældsord, fordi den for størstedelen bestod af farvestofklumper. Så der var stor efterspørgsel på ost til franskbrødsmadderne. I 1967 afholdt 4 troppe i Ådal Division – 3. Århus, 7. Århus, Åbyhøj og 1. Brabrand – fælles sommerlejr ved Stubbergård Sø.

I 1969 fik vi nye uniformer, og det var første og sidste gang, jeg har optrådt som mannequin. (se billede – og læg mærke til den gule fløjtesnor).image006

Også i 1969 var der møde i Stakladen, og emnet var sammenlægning. De 4 spejderchefer var kommet til Århus.

Slut-60’erne var jo også rødstrømpetid, og der blev afholdt et Rødstrømpemøde på Unge Hjems Højskole. Jeg kan ikke huske meget derfra, syntes nok også dengang, at det var lidt poppet.

  1. 10. Edit Knudsen fortæller videre

En anden lejr gik til Stjær bakker. Der var ikke indlagt vand, men der var heldigvis en pumpe på grunden. Da de ankom mødte de et skilt på pumpen – vandet er forgiftet og må ikke bruges. Heldigvis kunne Ediths mand organisere et par tomme mælkejunger, og så kunne de hente vand på en nærliggende bondegård.

  1. Højbjerg deltog i den store jubilæumslejr på Fyn i 1960. Troppen var i lejren ved Kerteminde. En uge inden den ”rigtige” lejr var der en divisionskonkurrence hvor Højbjerg deltog. Det var en rigtig anstrengende konkurrence, og deltagerne fik lov til at hvile ud mens den øvrige trop fik lejren stablet på benene. Naturligvis var der også tropskonkurrence, 1. Højbjerg fik prisen som ”de største rodehoveder”, men også som ”de bedste kammerater” i lejren. Dronning Ingrid og Lady Baden-Powell var også på besøg, og det var med gysen man så ladyen bestige en interimistisk talerstol for at kunne ses mens hun holdt en tale. Men hun kom velbeholden op og ned.

En divisionslejr gik til Ribe på drengenes grund Tange, og det var en ualmindelig våd lejr. Det regnede hele tiden. Den lokale købmand spurgte hvordan det gik, svaret var at de var våde både ud- og indvendig. Så sørgede købmanden for at de fik tørret deres ting i en stor lade. Når man er på de kanter indgår naturligvis en tur til Mandø, så derover drog hele flokken. TilMandø kører man når det er ebbe, og så har man 6 timer før man skal hjem igen. Da tiden nærmede sig til at de skulle hjem igen kom der pludselig bud om at hjemturen var aflyst – der var kommet springflod. Springflod er uforudsigelig, så der var ikke andet at gøre end at vente. Men en sådan samling børn og unge bliver sultne, og den medbragte mad var for længst spist. Hvad gør man så? Edith kendte krokonen – det var hendes gamle barnepige. Så hun gik ud til hende og sagde: ”Hvor meget mad kan jeg få for disse penge?” Og svaret var: ”Jeg skal nok lave mad til jer, men I må selv skrælle kartoflerne”.

En anden divisionslejr gik til Rold Skov, ”hos Jens Hvass”. På et løb kom en patrulje hjem med den overraskende melding at de havde mødt en elg. Det var jo næsten utroligt, og det viste sig da også at elgen var en halv udstoppet elg der stod ved en ladeport.

Edith deltog i flere sølvøkseløb. Ved løbet ved Rathlousminde fik de ikke som vanlig udleveret en startopgave, men et stearinlys. De vendte og drejede det uden at finde nogen skjultekoder og diskuterede hvad i alverden de skulle stille op med det. Til sidst blev de enige om at der ikke var andre muligheder tilbage end at spise det. Og da de bed i det kom sedlen frem – og de var de første der kom af sted.

En tidlig søndag morgen i april vågnede Edith og hendes mand ved en voldsom råben og larmen i deres baghave, og da de kiggede ud ad vinduet så de en flok pigespejdere der svingede med et eller andet. De ville bare gøre opmærksom på at de havde vundet sølvøksen for tredje gang og dermed til ejendom.

Af og til skulle der tjenes penge til troppen, avisindsamling var en af måderne. Alle de samlede aviser blev lagt i familien Knudsens kælder – den blev for resten også brugt til tørring af våde telte m.m. – og på et eller andet tidspunkt kom der en lastbil og hentede dem. En anden gang arrangerede de banko-spil, det foregik på Viby bibliotek. Selvfølgelig var der også amerikansk lotteri, ”1 lod for 3 kr. – 3 lodder for 10 kr.”. De fleste gik gladelig med på spøgen, men der var nu også en der stædigt holdt fast ved at 3×3 er 9.

  1. Grete Villadsen fortæller videre

Jeg blev opfordret til at lave en opgave til en skovmands-weekend, og jeg fik hjælp af min mand. Vi fik et billede af en gammel spejder (Jytte Rebild), som engang var fotograferet iEgtvedpigens skørt, forstørret op til plakatstørrelse, og her var opgaven Egtvedpigens skørt og bæltespænde. Vibeke Riemer skulle have været dommer men fik forfald, så jeg måtte selv være dommer. Det var festligt at se dem komme svansende i underbukser og halvfærdige skørter.

I 1965 havde vi en skæg hike på Tunø, – hele vejen rundt med flaskepost (kortet var i flasken). Jeg fandt et lille bræt med en slags mast på stranden, og min sommeruniform var god som sejl. Så jeg sejlede øen rundt et par meter ude så jeg kunne holde øje med det hele. Jeg havde Lars – et halvt år! – med på Tunø.

Hvert år var der natløb for 2. Aarhus DDP og 2. Aarhus DDS. Et natløb var baseret på besættelsestiden, vi skulle gemme en engelsk soldat, og vi fandt en slagbænk som vi skjulte ham i. Vi satte os på den når der var ugler i mosen. Pigerne var meget omhyggelige med ham. En af dem var bange for at han ikke kunne få luft nok, så hun spurgte ham: ”Can you get the sky”!!!!!!!!!!.

Et andet løb var ved Hov, og jeg husker ganske tydeligt det billede af Ku Klux Klan, som stod ved strandbredden med et brændende kors, det var vældig skræmmende.

Herefter afleverede jeg de store (seniorerne) til Chris (Jørgensen) og spejderne til Bente Ehrenreich og gik over i divisionsledelsen hvor Grete Tolstrup tog spejderne og jeg fik seniorerne.

Divisionschef var Storm, en charmerende pige fra Tromsø som selv Otto Leisner ikke kunne stå for da DR holdt en konkurrence mellem de nordiske lande. De blå pigespejdere i Aarhus blev sendt ud for at samle musikinstrumenter, men Bergen vandt! Det var i 1973, og det har nok været venskabsbyerne der konkurrerede.

Seniorerne beskæftigede sig allerede i 1969 med naturforurening. De skulle ved hjælp af et spørgeskema undersøge kommunens forskellige industriers kloakeringsforhold – om septiktanke? om rensningsanlæg og evt. andre spildevandsafløb. Besvarelserne skulle være ret omfattende, bedømmelse af vandets udseende og fysisk-kemisk bedømmelse …

Jeg blev brugt som instruktør, og vi opdagede at Fritidsloven gav os mulighed for at få vore aktiviteter betalt.

Ved DDP’s sidste korpslejr ved Hostrup Sø i 1970 blev jeg spurgt af lederen af det internationale spejderarbejde, ”Løyer”( Lise Løytved) om jeg ville lave noget til lejren, og jeg lavede en tovværkskat af knob og gav spejderne GRUK’et ”Lille kat, lille kat, lille kat på vejen”, som de så skulle oversætte til engelsk, tysk og fransk, og dertil skulle de lave en kat i tovværk. Det gav mig senere idéer til andre dyr hvori knobene indgik.

Mens jeg var distriktsfører for seniorerne planlagde jeg en Pramdragertur for alle i landet. Vi skulle med toget til Bjerringbro, og der passede det præcis at nord- og sydgående tog kom samtidig. Vi skulle så gå til Kongensbro Kro hvor vi havde fået lov til at slå vore telte op på græsplænen. Men inden det skulle løbe af stabelen blev Bente Øst (seniorchef) valgt til spejderchef og Kirsten Strange blev udpeget til seniorchef, så turen blev desværre ikke til noget. Men mine anstrengelser var åbenbart ikke helt spildt, for sjællænderne lavede enpramdragertur på Susåen, og det blev tradition i mange år.

Lige efter sammenlægningen af blå og gule spejdere var vi til møde på Aabyhøj bibliotek, hvor Jørgen Brøsen som stod for planlægning af korpslejren i Hvalpsund 1974, skulle fortælle om sine visioner. Han mente nu nok at jeg kunne klare det, så han meldte afbud. Storm benyttede lejligheden til at proklamere at hun nu agtede at samle nogle af de blå afgående divisionsledere i en SEX-klub Vild jubel! Det var Edel – Hølle – Grete Tolstrup – NeNé – Storm – og mig.

Den eksisterer stadigvæk, vi er kun 3 tilbage af de gamle, men har suppleret os med Kirsten Risom (Schacht), Marianne Rolander og Tove Pauli, og vi mødes en gang om måneden.

Det har været mange dejlige år, som jeg har nydt virkelig meget.”

  1. Lidt om Drakenberghus

Som det fremgår af fotografiet var Drakenberghuset et bindingsværkshus – meget idyllisk så det ud. Men som de fleste gamle huse af den slags var
det absolut uisoleret, og det viste sig ydermere at stod man oppe på første sal i et af patruljelokalerne og skubbede lidt til gavlvæggen –
så bevægede den sig faretruende udad.
Derfor måtte det idylliske udseende vige – hvis huset skulle isoleres måtte det ske udefra, så nu fremtræder Drakenberghuset træbeklædt, ikke
mere fare for sammenstyrtning af gavl – og samtidig isoleret.image011

  1. Pigesøspejdere

Ultimo 60’erne startede jeg den første gruppe af ”pigesøspejdere”. Det var seniorspejderne der var med. Vi var omkring 8 personer der blev enige om at gøre forsøget sammen.

Vi skulle for det første have en båd, så den måtte vi tjene til. Det gjorde vi ved at pakke brochurer for et reklamebureau. Redningsveste og søtøj blev sponsoreret af ”Siger Både” i Carl Blochs Gade i Aarhus, og havneplads blev sponsoreret af Studstrup Lystbådehavn, i dag ”Kaløvig Bådelaug”.

Det var et krav fra korpsets side at vi skulle have et søkyndigt medlem tilknyttet tropsrådet, og det blev Palle Gad som søkyndig og Knud Venborg Petersen som var gammel spejder oghandyman. Det sidste fik vi brug for da vi skulle vedligeholde båden.

Båden vi fik sparet sammen til var en Aalborgjolle med topsejl – den kom fra korpsets bådbank og var den type som søspejderne brugte som øvebåd. Det er en træbåd, klinkbygget og derfor stabil.

Vi døbte den ”Mallemukken”. Det var en barsk opgave at passe den, da der blev ledet kølevand ud fra Studstrupværket hvor båden lå. Det elskede pæleormene, så hvis vi ikke sørgede for at give bunden alverdens beskyttelse, herunder kobbermønje, ville den simpelthen blive ædt op af pæleorm.

Vi skulle også have en uniform. Det blev en blå fiskeranorak, søspejdermærke og naturligvis vores blå spejderhat. Jeg har endnu søspejdermærket.

Vores første sommerlejr fandt sted i Knebel Vig hvortil vi sejlede, fulgt af den søkyndige der holdt øje med os fra sin båd – og han hentede os også igen.

Vi havde fået lov af en bondemand til at slå lejr på hans jorder nede ved stranden. Der boltrede vi os en uges tid og fik øvet os i at sejle.

Jeg gik ud midt i 70’erne og dermed stoppede gruppen. Båden blev overtaget af 13. Aarhus seniorgruppe, den senere ”Stifinderne SØ” til øvebåd.

”Søspejdersker”

Ved research i forbindelse med dette hæfte har det vist sig at der allerede i 1963 blev oprettet en pigesøspejdergruppe hos seniorgruppen i 7. Aarhus – Gruppen hed ”Nauta” og var tilknyttet seniorpatruljen ”Herkules”. Fra nytårsparaden 1965 havde ”Stiften” et foto af en søspejderpige med den specielle hat, og ordet ”Søspejderske” blev opfundet.image008

Patruljen holdt kun i 3 år, selv om de tog kurser i diverse sømandskab. Det var ikke lykkedes for dem at spare sammen til en Folkebåd som de havde ønsket hertil.

 

  1. En tur uden mål

Vi var nogle stykker fra Åbyhøj trop der i weekenden 14/15. oktober (1972) startede fra Århus kl. 07.30 og simpelthen bare travede ud ad landevejen. På vejen var vi inde i nogle tilfældige bondegårde hvor vi spiste vores medbragte mad, og vi blev ”selvfølgelig” budt på kaffe.

Hvor overnatter man på sådan en tur? Vi gik ind i en tilfældig bondegård på Mols og spurgte om vi måtte overnatte på deres høloft. Næh, det måtte vi i hvert fald ikke, for grisene ville ikke æde det hø vi havde sovet i, så værsgo’, her har I et værelse for jer selv.

Om aftenen var vi inde og hygge os i stuen, fik kaffe mv.

Da vi drog af sted om morgenen fik vi at vide op til flere gange, at vi endelig skulle komme igen. Selvfølgelig hjalp vi bondemanden med at fodre alle hans grise m.m.

Vi blev på hele turen mødt med gæstfrihed alle vegne hvor vi kom frem. Det var en weekend udover det almindelige, vi havde aldrig prøvet det før, men det er bestemt ikke sidste gang. Og samtidig fik vi bevæget benene lidt, vi gik ca. 65 km.

(fra Ole Rømer divisionsblad ”Stormvarsel”)

 

Har du også en spejderhistorie, så send den til os på museets mailadresse:info@spejdermuseetaarhus.dk

Mail til museet