Uddrag af artiklen »På Vej«
af Kirsten Secher Locht
i ”Ung i Århus”, tredje samling 1988

Da min kusine voksede fra sin spejderuniform, arvede jeg den og blev KFUK-spej-der. Jeg var med nogle år og meldte mig ud omkring konfirmationsalderen. Som syttenårig blev jeg medlem af Det Danske Spejderkorps, et drengekorps med kvindelige ledere for de yngste, ulveungerne. Det hang sammen med, at nogle af mine veninder var med der. Vi holdt et møde om ugen og tog på mindst én søndagstur eller weekend om måneden, foruden en uges sommerlejr.

Søndagsturene startede som regel ”ved Remisen”, på Filtenborgs Plads kl. 9 og sluttede samme sted kl. 12. Vore ulveungerførerkammerater i København havde tit ondt af, at vi kun lavede halvdagsture. De var vant til at være på heldagstur med deres drenge. Men det var ikke så mærkeligt, når man tænker på, at hvis en ulveflok fra Tårnby skulle på tur i Hareskov-en nord for København, spiste de frokost, når de stod af toget efter udrejsen. Det siger noget om, hvor begunstiget Århus er med rekreative faciliteter i sin nærhed.

Jeg husker med gru en weekend-tur til Javngyde. Vi var to voksne, på 17 og 18 år, som havde ansvaret for 20 ulveunger i alderen 8-12 år. Turen gik udmærket, indtil en af drengenes cykel brød sammen. Den kunne ikke laves, så vi måtte finde på noget rationelt. Det var heldigvis på hjemvejen, så vi klarede os ved, at flokassistent Gerda tog drengen på bagagebæreren, og jeg fik hans cykel på styret af min cykel.

Cykelture med børn er ikke gennemførlige mere på grund af den store biltæthed på landevejene, og det er en skam, for det gav drengene anledning til at komme af med noget af deres kraft og energi.

Til en sommerlejr ved Hou blev teltene kørt ud, og vi cyklede. Vi lå så i teltlejr i 10 dage med alt, hvad det indebærer, når regnen styrter ned, og 24 smådrenge bliver våde og fryser. Men sjovt var det nu det meste af tiden.

Der fandt naturligvis en intens ledertræning sted, og vi deltog i alt, hvad vi kunne få tid til for at dygtiggøre os til vort lederjob. Det, som er så væsentligt ved den slags arbejde med børn og unge, er, at man skelner mellem arbejdets mål og dets midler. Spejderbevægelsen har altid haft som sit mål at uddanne, opdrage til gode samfundsborgere, og dertil har man benyttet midler, som ikke har ændret sig ret meget, siden spejderbevægelsen slog rod i Danmark i 1909, et par år efter at militærmanden Robert Baden-Powell lancerede ideen på grundlag af sine erfaringer med et korps af drengekurerer i Boerkrigen.

B-P havde gjort den erfaring, at drenge var interesseret i at arbejde i grupper, at løse opgaver og at dyrke primitivt lejrliv. Gennem den rigtige tilrettelæggelse fremmes de gode karakteregenskaber og de praktiske færdigheder ved hjælp af dette arbejde. Drengene kommer jo for at ligge i telt, for at lave havregrød over bål og for at lege røvere og soldater, og de voksne tilrettelægger det i pædagogisk øjemed. Nu til dags vil man sige, at det gælder om at motivere børnene.

B-P’s midler har været brugt til mange formål til forskellige tider. Man behøver blot at nævne Hitler Jugend og det danske DUI. Det er derfor pudsigt ved et besøg på Tvindskolen i halvfjerdserne at høre en leder fortælle med julelys i kirstensvenøjnene, hvor meget det er værd at holde lejrbål med de unge. Det har spejderbevægelsen brugt som et pædagogisk virkemiddel i trekvart århundrede: »Under regn af gyldne gnister sad vi rundt om lejrens bål. Der har drengen drømt sin fremtid, og den unge sat sit mål«.

Min mand Sven Locht og jeg var ledere sammen, og vi gennemførte spejderbevægelsens såkaldte Gilwell-træning samtidig. På det tidspunkt havde vi faet vores første barn, Trine, så jeg ophørte med at være aktiv leder. Til gengæld deltog jeg i forældrearbejdet, da vore børn blev spejdere.

 

Da jeg som 17-årig blev flokfører i DDS, var varemanglen så stor, at det var umuligt at skaffe en uniform. Hurtigt rygtedes det, at kittelforretningen i Guldsmedgade havde fået en del kakifarvede kitler hjem. De var af tyndt stof og havde kun én lomme. Men da kitlerne var rigeligt lange, kunne vi sy de manglende 3 lommer af det stof, vi klippede af forneden. Nogle år senere fik vi bedre uniformer.vareknaphed

Spejderlivet medførte også en del fester, idet flokke og troppe fejrede runde fødselsdage eller jubilæer med revy og spejderbal. Der kom man så i uniform og dansede. Jeg havde truffet min mand i ledergruppen i »Århus Skovkolonne«, hvor han søgte ind, da han kom som værnepligtig tandlæge hos garnisonstandlæge Børge Søndergaard på Harald Jensens Plads.

Da vi begyndte at gå til spejderbal sammen, vidste kammeraterne, hvor det bar hen. Den første fest, vi fulgtes til, var på den nu nedrevne Brabrand Kro. Jeg vandt en frugtkurv, og Sven kørte den galant på cykel hjem til mig − i min mors gartner- og frugtforretning! At vi nu bor i Brabrand på 28. år er et andet pudsigt træf i den sammenhæng.

Vi besluttede at gifte os i efteråret 1953, et halvt års tid efter vort første møde.