Museumsdetektiven

Museets foto-registreringshold, der er gået i gang med den kæmpeopgave at sortere i museets beholdning af fotos, dias m.m., er i fuld sving med at grave sig gennem stablerne. Og ofte dukker gamle fotos op, som man gerne vil have yderligere oplysninger om.

Her kommer flere fotos, vi desværre for lidt om, men som vi meget gerne vil gemme. Måske kan du hjælpe os på vej. Klik på billederne for at se dem i større format.

 En stovt spejder – hvem?

Endnu en gåde fra museets fotoudvalg. Denne modne spejder i næsten galla med korte bukser og fin uniformsjakke, men en noget special hovedbeklædning vil man gerne have identificeret. Billedet er uden tvivl taget i Aarhus for bag på er et stempel fra Stranges Antikvariat og Studenternes Boghandel, og der er også angivet et meget lille telefonnummer, 268. Strange drev faktisk det, der blev til Sahlertz Boghandel, fra 1926 til 29, hvorefter han startede sit antikvariat, så vi er i perioden omkring 1930. Kan du få det tættere på?

Blå piger fra 20’erne

Fotografen af dette herlige billede af en stor gruppe pigespejdere hed Waldemar Riis Knudsen og havde atelier på Lilletorv 2. Han var fra 1907 og helt frem til 1960 en kendt Aarhus-fotograf, og spejdermuseet råder faktisk over et gruppebillede, han har taget af DDP 1. Aarhus i 1941 samt et af en gruppe KFUM-spejdere foran Frue Kirke i 1943. Vi gætter på dette foto må være fra 20’erne, hvor det åbenbart har været populært med kraftige fletninger. Og en læser har fundet ud af, at det er taget foran den gamle administrationsbygning/direktørbolig på Ceres. Men hvornår præcist og i hvilken an ledning?.

Borges uden hat

En person skiller sig markant ud på dette billede. Det er spejderchefen, reklamemanden, tegneren Harald Borges, der står til højre i billedet – uden sin spejderhat. Borges var en kendt og elsket spejderchef i Aarhus gennem mange år, hvor han sammen med sin hustru Annie – også spejderleder –  åbnede hjemmet for unge spejdere. Men hvor er Borges henne på fotoet. Det er en flaghejsning på en lejr, og det er DDS, men kan du tilføje noget?

4. Aarhus med sine rævehaler

Det fremgår tydeligt af tropsstanderen centralt i billedet med et par rævehaler, at vi er kommet til 4. Aarhus i en gylden periode, hvor det må være gået godt for troppen. Der har i hvert fald været en del ældre spejdere til at tage fat. Men vi vil gerne have lidt flere detaljer – især navne på så mange som muligt at deltagerne og et årstal..

Tilbage til 20’erne

Vi er tilbage i begyndelsen af 1920’erne, tilbage til tiden før korpsmærket var indført i DDS. Men meget mere ved man ikke om dette foto. Det kan måske være legendariske 3. Aarhus, men vi vil gerne være sikre. Så hvis du har set fotoet før – vi regner ikke med der er nogen der kan huske fra den gang – så lad høre fra dig.

En situation fra Sølvøkseløbet i 1998

Vi er kommet et langt skridt videre med hensyn til dette foto af de to ‘spejder-kokke’ i gang med grillstegning. Stedet er Moesgård strand, og arrangementet foregår under Sølvøkseløbet i 1998 – det 50. løb i rækken, hvor hovedemnet var en vikingefærd, som så meget passende kunne rundes af på denne måde. Vores meddeler Ulla Charles, der selv var aktiv i løbet, tilføjer, at spejderen i den blå trøje hedder Finn Jacobsen og kommer fra DDS-gruppen Erik den Røde i Beder-Malling. Og så mangler vi at få identificeret økse-svingeren i baggrunden.
Sølvøkseløbet var gennem næsten et par menneskealdre en stor og god tradition i Sct. Georgs Gilderne i Aarhus. Men aktiviteten måtte afblæses for nogle år siden på grund af svigtende tilmelding til løbet.

Fodtøjet tyder på 60’erne

Det mener vores museumsdetektiver. Og tilføjer at det er et billede, der forestiller spejdere fra Det danske Spejderkorps i gang med morgenmaden på en lejr. Hvem, hvor og hvornår?

 Et par søspejder-spørgsmål

Vi ved kun, at det drejer sig om en DDS søspejder, fordi han har korpsmærke på,
og at han er om bord på Kaperen. Billedet er scannet fra en glasplade, så det antyder
jo en vis alder.

Men hvem er spejderen og hvor og hvornår er det mon taget?

Og her er en gruppe andre gæve søspejdere i det våde element. Men hvilket sted og fra hvilken trop/korps stammer de?
Her hjælper ikke noget korpsmærke, for de er ikke til at få øje på.
 Morgenmad på slottet

Dette hold KFUM-spejdere har fået lov til at slå lejr på området helt op til
Kalø slotstruin, hvor de endda har måttet lave et udgravet ‘spisebord’. Den var garanteret ikke gået i dag.

Så hvornår har hvilken gruppe ‘grønne’ fået tilladelse til den slags?