Gudrun Svane Østbye om sit spejderliv:
Tegning af Gudrun Østbyes far.
Min første spejderlejr oplevede jeg den 8. august 1941 i spejderhytten i Schweizerdalen. Hytten ligger i Skåde bakker, og opholdet her var en stor oplevelse for mig.
Spejderuniform
Min første spejderuniform fik jeg den 21. oktober, samme år som jeg blev meldt ind i korpset. Jeg havde glædet mig utroligt meget til, at vi skulle ind til Århus for at hente den, og sammen med min mor tog vi bussen ind til KFUK i Christiansgade.
Medbringende den dyrebare pakke gik vi op på Banegårdspladsen for at tage bussen hjem. Men det blev der nu ikke noget af, for pludselig blev der blæst luftalarm kl. 19.00 på grund af luftværnsskyts over Århus, især over
havnen. Det var den 11. luftalarm i Århus. Der var lysbomber, og de oplyste også hele Rådhusets Tårn. Det var flot, men også meget uhyggeligt, og vi måtte gå i beskyttelsesrum i kælderen hos Hotel Ritz.
1941- Fotograferet i min første
spejderuniform på Bunsensvej 3.
Her sad vi i 3 timer, og blev først lukket ud kl. 22.00, hvorefter vi så skulle finde en bus.
Det blev sent, før vi nåede hjem, og begivenhederne omkring købet af min første uniform var lige ved at overskygge glæden ved nyerhverveisen – men jeg var alligevel meget stolt af min uniform og blev senere fotograferet i den.
Spejderliv
Det var spændende for mig at deltage i en spejderpatrulje. Der blev sunget meget, og vi lærte mange forskellige ting. Vi skulle aflægge prøver i f.eks. morsealfabetet og binde forskellige knob. Når man havde bestået prøverne, fik man et duelighedstegn, som blev syet på uniformen, og det var naturligvis med at få så mange som muligt. Så var man bare stolt!
Vi cyklede mange ture i weekenderne, og vi var tit på Vosnæspynt, hvor en onkel og tante til en af spejderne havde en gård. Her sov vi på høloftet, og om dagen lærte vi at malke køerne, hvorefter vi fik lov at drikke den friskmalkede mælk. Desuden blev der arrangeret ture i området, hvor vi lærte naturen at kende samtidig med, at vi skulle løse opgaver om den.
Det har altid været nogle gode ture med mange oplevelser Men en gang, da vi skulle hjem igen, ville vores patruljefører absolut til “kikbryllup”, og det resulterede i, at min veninde Jytte og jeg blev efterladt på Grenåvej med vores cykler, fordi vi ikke kunne følge med de andre. Dengang var der grøftekant langs landevejen, så der satte vi os lidt og sundede os, inden vi selv cyklede videre. Vi havde de mindste cykler i patruljen, kan jeg huske, og det var jo ikke så smart af vores fører sådan at lade os i stikken, men det har jo nok været et kendt brudepar .Da vi omsider kom ind til Risskov, fik vi lov til at ringe hjem fra et hus her. Vore forældre var jo blevet noget urolige, fordi vi ikke var hjemme samtidig som vore spejderkammerater. Vi mistede dog ikke modet efter hændelsen og forblev spejdere i mange år endnu.
Fire glade spejderledere fotograferet i skoven ved Stadion- søerne. F.v.: Karen Marie, Grete, Elly og Gudrun.
Efter grønsmuttetiden afgav jeg spejderløftet ved en meget højtidelig ceremoni og blev derefter “stor spejder”.
Spejderlejre
Jeg har været på flere korps- og landslejre, men den, jeg husker bedst, er landslejren ved Hindsgavl i 1947. Det var en meget stor oplevelse, hvor der var spejdere fra mange andre lande. Vi boede i telte og lavede mad over bål. Maden smagte altid godt!
Om søndagen fik vi besøg af familie og venner, som vi så kunne vise hele lejrområdet. Det var hyggeligt. På lejren fik jeg også mange pennevenner, som jeg skrev sammen med i mange år.
Hørhaven
Hvert år på Kristi Himmelfartsdag var der tradition for, at alle spejdere, KFUM, KFUK, og FDF, mødtes og gik i samlet trop fra Århus og til Hørhaven. Det så meget flot ud med alle spejderne i deres uniformer og med faner, når de gik den lange tur. I Hørhaven var der først gudstjeneste i det fri, hvor både spejderne og familierne var samlet. Herefter holdt spejderne parader. Efter frokost var der arrangeret flere aktiviteter både for spejdere og gæster.
Her var altid samlet rigtig mange mennesker, og det var en oplevelse at deltage i denne dag. Vore uniformer blev pyntet op med bånd i rød-hvide farver på ærmet, og vi var altid reglementeret klædt. Spejderne fra Solbakken deltog også denne dag, og de nød det virkelig. Det var en oplevelse for dem at være sammen med “raske” spejdere, men det var også en oplevelse for os at være sammen med dem, når vi tog dem med til forskellige lege, og de fik noget ud af
det, selvom de sad i kørestole. Vi fik et tæt forhold til disse børn samt deres spejderfører, Karsten.
Denne Hørhavedag var gennem flere år en tradition blandt spejderkorpsene, men den er desværre ikke ført videre i de senere år.
“Mine” ulveunger foran præstegården i Viby parate til påstigning af den imponerende udflugtsbus.
Fører for ulveungerne
Efter at have været KFUK spejder, blev jeg patruljefører for ulveungerne i KFUM i Viby. Vi havde møder i præstegården i Viby. Det var lidt af en udfordring at blive fører for drenge – der skulle ske lidt mere end hos pigerne. Vi måtte endda selv lære at spille fodbold for at kunne være med i deres spil! Vi arbejdede meget med “Junglebogen”, og vi førere havde navne efter dyrene i bogen. Det var meget spændende.
Også her deltog jeg i sommerlejre. Den sidste lejr, jeg deltog i, var i Gl. Ry, RyKoll lejren. Mest fordi min Far sammen med andre KFUM spejdere havde gjort forarbejdet og stod med ansvaret for denne lejr. Da var jeg blevet gift og havde mand og den ældste datter med. Min Mor deltog sammen med andre “Spejderfruer” som “Tanter”.
En gang om året inviterede min Far andre spejdere hjem i haven på Bunsensvej, hvor der blev tændt lejrbål på græsplænen, mens vi sang, og der blev spillet sketches. Mor serverede så kaffe, te og hjemmebagte kager. Der gik ry om disse aftener, hvor der altid var mange deltagere. Jeg har talt med “gamle spejdere“, som stadig husker dette. Det er meget sjovt!
I Silkeborg, hvor jeg boede i 30 år, hjalp jeg en tid en spejderpatrulje, som behøvede lidt assistance. Min mand og jeg deltog også i Set, Georgsgildet.
Tilbage til Århus
I 1997 døde min mand, og jeg flyttede tilbage til Viby. Her blev jeg ret hurtigt optaget i en gruppe i Sct. Georgsgildet, hvor jeg stadig er aktivt medlem. Desuden er jeg frivillig kustode i Spejdermuseet i Århus, og det giver mig mange gode oplevelser. Der kommer mange forhenværende og nuværende spejdere på besøg, så der bliver jo lidt “spejdersnak”. Museets faste arbejdsgruppe er spejdere fra forskellige korps i byen. Jeg har fundet mange af min fars spejderting dernede, f.eks. scrap–bøger, dagbøger, bøger og filmalbum. Det nyder jeg at kikke i, når jeg er derinde.
Jeg indrømmer, at jeg som årene går, bliver nostalgisk. Men jeg nyder at have så gode minder fra min spejdertid. Jeg kunne godt tænke mig at få forbindelse med mine “gamle spejderkammerater” og har tit tænkt på at opsøge dem, måske gør jeg det en dag. Ja, spejderbevægelsen og spejderlivet har haft stor betydning for mig, og jeg synes, jeg har haft et godt liv.
EN GANG SPEJDER-
ALTID SPEJDER!
Artiklen er hentet fra Vibybogen 2004. Årsskrift for Viby Lokalhistoriske forening.